Mangler du nogle sjove brætspil til ferien? Frygt ej, spilguruerne hjælper dig!
Når du skal på ferie kan det være svært at finde nogle sjove brætspil, der samtidig kan passe i kufferten. Vi har undersøgt sagen og fundet et udvalg af sjove spil, der nemt kan tages med på ferien i kufferten eller rygsækken. Vi har delt dem op i brætspil til to personer, til familien og hvis du skal på ferie med vennerne. Alle spillene kan selvfølgelig medbringes af alle. God ferie!
Brætspil til ferien for to
Når man skal på ferie med sin partner, kan det være hyggeligt at have nogle sjove brætspil med. Brætspil kan bringe jer sammen som par og skabe sjove stunder – Lidt intern konkurrence har aldrig skadet!
Sequence Travel
Det originale Sequence fylder en del og kan spilles af op til 3 hold. Det gælder om at lægge kort ned, der gør at man kan danne en “Sequence”, der er fem kort på række.
I denne rejseudgave for to hold (eller spillere), er brættet gjort mindre (6×8 kort) og jetonerne skiftet ud med “pinde”, så spillet passer perfekt i tasken. Derudover bruges der kun ét enkelt spil kort, hvor det originale Sequence er med to spil.
Kassen med spillet måler 19x16x5 cm.
7 Wonders Duel
Den kompakte version af 7 Wonders er 7 Wonders Duel. Spillet er for to og spillerne skiftes til at vælge kort, fra en kabale med både kendte og ukendte kort.
Spillerne skal bruge kortene til bygge ting, der kan skaffe ressourcer til at bygge andre bygninger eller giver videnskabs- og sejrs-point. Spillet kan vindes på tre måder: Ved at udfører nok angreb, have seks forskellige videnskabssymboler eller ved at have flest sejrspoint ved slutningen af tredje tidsalder.
Den lille spil indeholder meget strategi og stor underholdning på relativt lidt plads.
Læs mere om 7 Wonders Duel i vores artikel om brætspil for 2.
Patchwork
Brætspillet Patchwork er lavet til to personer, og fylder ikke synderlig meget. Derfor mener vi det er et perfekt brætspil til ferien!
I Patchwork skal spillerne sætter stofstykker på deres tæppe så effektivt som muligt, for at samle flest knapper. Spillet er simpelt men fuld af strategi, da felterne man skal rykke bestemmes af hvilket stofstykke man tager. Spillet kan evt. pakkes i en kasse med et andet spil, hvis man gerne vil spare lidt på pladsen.
Du kan læse mere om Patchwork i denne artikel.
Kingdomino Duel
Kingdomino er en form for Domino, tilsat point og strategi. I modsætning til originalen, spilles Kingdomino Duel med 4 terninger og scoreblokke man skal udfylde. En spiller kaster de 4 terninger og vælger 1. Herefter tager modspilleren 2 terninger, og den resterende gives til spiller 1. Hermed kan man skabe en dominobrik til sit kongerige. Når kongeriget er fyldt, tælles der point. Spillet er taktisk og sjovt og har masser af underholdning i sig.
Kassen er meget lille og ekstremt nem at have med sig. Spillet kan også tages ud af kassen og puttes i en pose, hvis man vil spare mere plads.
The Mind
I The Mind skal man som hold klare 12 runder, hvor spillerne skal sørge for at lægge deres kort med tal, fra 1 til 100, ned i rækkefølge, uden at tale sammen. I runde 1 får hver spiller 1 kort, i runde 2, 2 kort osv. Hvis der laves en fejl, mister holdet et liv – men får lov at fortsætte til næste runde. Mister man alle liv, har man tabt spillet. The Mind er udfordrende og spillerne lær hinanden bedre at kende efterhånden.
Da spillet kun består af kort, egner det sig godt som rejsespil. Spillet er desuden sprog-neutralt, så finder man nogen at spille med på rejsen, er det intet problem.
Du kan læse mere om The Mind i denne artikel.
Spil til familieferien
På familieferier bruger man som regel masser af tid i poolen, på stranden og i solen. En gang i mellem kan det være rart at slappe lidt af i skyggen eller på stranden med et fremragende brætspil. Derfor har vi fundet nogle spil, der kan samle hele familien.
Alias Familie - Rejseudgave
Rejseudgaven af Alias Familie, er mere kompakt men stadig ligeså sjov og interessant som originalen. Spillet har både børne- og voksenord der skal forklares, så hele familien kan være med. De specielle wildcard skaber ekstra sjov, når man f.eks. skal forklare ordet med en pivestemme.
Spillepladen er blevet til en blok og der er kun 80 dobbeltsidede kort, så brætspillet let kan tages med på ferien.
Ganz Schön Clever og Doppelt So Clever
Både det første og andet af de populære terningespil passer perfekt til ferien. Spillene er lidt ligesom Yatzy, bare sjovere og mere udfordrende. En spiller slår med de 6 terninger og bruger dem til at fylde felterne sin spilleplade ud. Forskellen på de to spil er terningefarverne og spillepladen.
Spillene kan eventuelt tages ud af kassen, da der er en smule spildplads. Begge spil kan også pakkes i samme kasse, hvis man har lyst til det. Læs mere om spillene her.
Ticket To Ride New York og London
Elsker du det originale Ticket To Ride? Så kan du helt sikkert også lide Ticket to Ride New York og London. Spillene er såkaldte Express-versioner af originalen, hvor kortet (brættet) og spilletiden er reduceret, så de kan spilles på cirka 15 minutter. Togene er skiftet ud med taxaer og busser, der passer til New York og London.
Da spillet er noget mindre end de andre i serien, kan det medbringes på rejsen. Måske endda til London eller New York?
Uno
Uno er en klassiker de fleste kender, der egner sig perfekt til familieferien. Spillet handler om først at komme af med alle sine kort – og huske at sige Uno når man har et tilbage. Kort kan kun lægges på bunken, hvis tallet eller farven passer. Ellers må man trække et nyt kort.
Da Uno kun består af kort, er det super nemt at tage med på ferien.
Spillet findes også som Uno Junior, så børn fra 3 år kan være med.
Brætspil til ferien med vennerne
Skal du nyde sommervarmen med vennerne, har vi fundet nogle spil, der sikre jer masser af underholdning. Nogle af dem kan også bruges som drukspil, hvis det er det man har lyst til!
Exploding Kittens
Kortspillet Exploding Kittens handler i sin enkelthed om, ikke at trække de eksploderende killinger fra bunken. Spillerne kan spille forskellige kort, der gør at man f.eks. må trække et kort fra en modstander, springe sin tur over, sende sin tur videre eller annullere en anden spillers kort.
Spillet er skægt, da man hele tiden kan være den næste til at trække en bombe og kan lægge fælder for sine venner.
Exploding Kittens fylder meget lidt og er perfekt at have med på ferien med dine venner!
Du kan læse mere om spillet i denne artikel.
Alias Rejseudgave
Rejseudgaven af talespillet Alias kan være med til at skabe mange gode grin på ferien. Spillerne skiftes til at forklare ord for deres holdkammerater, uden at sige selve ordet.
I stedet for den bøvlede spilbræt, skal man her blot strege felter over på en blog. Spillet målet kun 11 x 18 cm og har 50 dobbeltsidede kort.
Spillet kan også udvides som drukspil, så holdet må drikke en tår, for hvert ord de laver forkert.
Du kan læse meget mere om Alias i vores brætspilsguide.
Cards Against Humanity
Cards Against Humanity er et af de mest populære selskabsspil i verden. Spillet går ud på at finde på de sjoveste og skøreste sætninger, ved hjælp af ordkort. En spiller læser en sætning højt, og holdene skal nu vælge et af deres kort, der sættes ind på den tomme plads i sætningen.
Cards Against Humanity er underholdende og hvis kortene fylder for meget, kan man sagtens undvære halvdelen.
Læs mere om spillet i brætspilsguiden.
Munchkins
I Munchkin er spillerne eventyrer, der kæmper mod monstre og finder skatte. Det sjove er dog at spillere kan hjælpe hinanden ELLER monstrene i kamp. Spillet er desuden fyldt med humor og skaber mange sjove situationer. Det kan f.eks. være en spiller er lige ved at vinde, men de andre rotter sig sammen mod ham.
Det almindelige Munchkin uden spilbræt fylder ganske lidt. Spillerne kan også holde styr på levels ved hjælp af en smart app.
Du kan læse mere om Munchkin her.
Vi håber disse forslag har hjulpet dig til at finde nogle brætspil til ferien. Hvis du alligevel vil have flere større brætspil med på ferien, har vi også et godt råd:
Tag elementerne brætspillene og pak dem samlet i den største spilæske du har. På den måde kan man have 4-6 spil i samme æske og derved fylder de ikke så meget!
Vi håber du får en fantastisk ferie og kunne bruge nogle af vores forslag. Er der er et spil vi har glemt? Så skriv det i kommentarfeltet så vi kan tilføje det til listen!